Ny bog om Wikke & Rasmussen

PRESSEMEDDELELSE

Brug dit hjerte som telefon
— Wikke & Rasmussens forunderlige rejse

En ny bog af Christian Monggaard, forfatter og film- og tv- redaktør på Dagbladet Information. Udkommer 4. oktober

I mere end tre årtier har Michael Wikke og Steen Rasmussen underholdt danske tv-seere og biografgængere med deres morsomme, anarkistiske, musikalske, poetiske, godhjertede og unikke tv-serier, radioføljetoner og film: Pas på varerne, Arne!, Tonny Toupé Show, Sonny Soufflé Chok Show, Russian Pizza Blues, Hannibal & Jerry, Flyvende farmor, Der var engang en dreng – som fik en lillesøster med vinger, Julestjerner – for nu blot at nævne nogle få af deres mange værker.

Den 3. oktober er Wikke & Rasmussen biografaktuelle med en ny film, det Selma Lagerlöf-inspirerede familieeventyr Gooseboy, der handler om venskabet mellem en dreng og en gås og deres oplevelser sammen, da de drager ud i verden for at finde gåsens familie.

Wikke & Rasmussen har deres helt egen kærlige, lunt satiriske tone og kulørt poetiske visuelle stil, og man er aldrig i tvivl om, hvornår man ser en af deres film eller tv-serier. De fortæller opbyggelige, positive historier om verden – ikke som den er, men som de gerne vil have, at den skal være – og om sjove, skæve figurer, der alligevel ikke er så forskellige fra alle os andre.

Christian Monggaard har kendt det produktive makkerpar siden slutningen af 1990’erne og skrev sin første bog om makkerparret, Så er der kronhjort, Kurt!, i 2006. Hans nye bog, Brug dit hjerte som telefon – Wikke & Rasmussens forunderlige rejse, bygger videre på den første og dykker dybere ned i deres baggrund og mangeårige samarbejde og et smukt, omfattende, elsket værk, som har en sjælden tidløshed og universalitet.

Brug dit hjerte som telefon tager blandt meget andet læserne med på optagelserne af Gooseboy og er både hyldestportræt, biografi og undersøgelse af, hvad der har formet Wikke & Rasmussen – og hvordan de har formet os.

Forordet til bogen er skrevet af journalist, forfatter og tv-vært Clement Behrendt Kjersgaard, der også er stor fan af Wikke & Rasmussen.

Om forfatteren:
Christian Monggaard 
har skrevet om film i 26 år og været tilknyttet Dagbladet Information i 22 år. Han har skrevet kritikerroste bøger om blandt andre Erik Balling, Olsen Banden, Ib Tardini og danskere i Hollywood.

Brug dit hjerte som telefon – Wikke & Rasmussens forunderlige rejse

Forfatter: Christian Monggaard
Forlag: Barbar Bøger
Omfang: 234 sider, hardback med smudsomslag

Vejl. udsalgspris: 299 kroner

Udkommer 4. oktober 2019

Anmeldereksemplar kan rekvireres som fysisk bog eller e-bog ved henvendelse til forlaget.

Barbar Bøger v/Christian Monggaard. Byvejen 24B, Osted, 4320 Lejre. Mobil: 40638236. Mail: barbar@barbarboger.dk